Unge kunstnere udstiller i BKF’s sekretariat

05.04.18 | Nyheder

Som medlem af Billedkunstnernes Forbund  (BKF) og dimittend indenfor de seneste tre år har man mulighed for at deltage i BKF’s udstillingsordning.

April-maj måneds udstiller, Johanne Helga Heiberg Johansen, udforsker i sine værker tegnekunstens muligheder. Her fortæller hun om sit arbejde:

“Værkerne, der er udstillet hos BKF, er kendetegnende for det, jeg arbejder med lige nu. De to tuschtegninger, der hænger på kontoret, er lavet til BKF’s håndbog 2018 og er en del af en længere serie tuschtegninger til det formål.

Min tanke var, at tegningerne skulle beskrive noget realistisk og genkendeligt som et skrivebord eller en opgang. Samtidig forsøger tegningerne at fortælle en historie, men i enkelte brudstykker, som man som beskuer selv må finde sin vej i.

Stofværkerne, der hænger i BKF’s mødelokale, kommer ud af en proces, hvor jeg prøver at skubbe til selve det at tegne, gøre tegningerne til noget rumligt og skabe en mere fysisk oplevelse for beskueren.

Ophængning af værker i BKF’s sekretariat, april 2018.

Med mine syede tegninger undersøger jeg grænserne for, hvornår noget er tegning, og hvornår det bliver til noget andet, som f.eks. et broderi eller en gobelin.

Når jeg udskifter mit vanlige medie, tvinges jeg til at se på streger og rum på en ny måde. I mine tekst-orienterede projekter arbejder jeg med cut-up, hvor jeg sampler funden tekst med min egen. Jeg forsøger at skabe en ny dialog gennem manipulation af tekst og billeder. Mine billeder er på mange måder en forsættelse, hvor jeg ofte har brugt fundet materiale, som jeg klipper sammen, og komponerer et nyt billede over.”

Hos BKF viser Johanne Helga Heiberg Johansen to grafiske værker (- vises øverst her på siden):

Appelsinskrælleren. Tusch, blæk på papir (2017). Værelse. Tusch, blæk på papir (2017).

Og to værker syet i tråd på stout: Bar. Tråd på stout (2017). Toilette. Tråd på stout (2018).

Johanne Helga Heiberg Johansen er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2015. Afgangsværket var den grafiske roman Dear Frida.

Bar. Tråd på stout (2017).

Aktuelle udstillinger forår/sommer 2018:

I marts-april 2018 deltager Johanne Helga Heiberg Johansen på Cromisternes årlige udstilling i Nykøbing Sj.

I august 2018 udstiller hun i projektrummet C4 projects på Vesterbro.

Følg Johanne på Instagram, hvor hun med profilen @helgahei løbende viser sine værker og arbejdsprocesser.

Johanne Helga Heiberg Johansens værker vises frem til 17. maj 2018 i BKF’s sekretariat.

Det sker som led i BKF’s Dimittend-udstillinger, hvor forbundets yngre medlemmer har mulighed for at vise eksempler på deres arbejde.

Besøg udstillingen i sekretariatets åbningstid mandag-torsdag kl. 10.00- 15.00 i Vingårdstræde 21, 3.th., 1070 København K.

Er du medlem af BKF og dimittend fra et dansk eller udenlandsk kunstakademi inden for de seneste tre år? Så kan du udstille hos os. Læs mere her…

 

Toilette. Tråd på stout (2018).