Expired: Invitation til Kunst virker i virkeligheden

23.02.18 | Opslagstavle

Kære professionelle danske kunstner eller kunstteoretiker!

Jeg vil gerne invitere dig til at være med til at bidrage til et online arkiv over citater om, hvordan kunst virker. Et arkiv der opsamler kunstens ”funktioner”, virkninger og nødvendigheder. Arkivet vil kunne bruges af forskellige borgere som værktøj, til fx at søge på specifikke ord og begreber i de indkomne citater/tekster fra jer, og samtidig kan de selv udarbejde og sample deres egen version af hvordan de oplever at kunst virker på sitet: Kunst virker i virkeligheden.

Konkret beder jeg dig bidrage med:

  1. En sætning / definition af hvad du mener kunst kan og hvordan kunst virker og hvad kunst kan.
  2. 1-5 yndlings citater og sætninger af kunstnere /teoretikere der beskriver hvad kunst kan.

Kunst virker i virkeligheden

Arkivet sætter jeg i gang, fordi jeg gerne vil sætte mere fokus på kunst – og kulturområdets nødvendighed og ”virkning” i en tid, der er præget af nedskæringer på området. Arkivet vil blive et aktivt redskab fremadrettet for en bredere (kunstinteresseret) potentiel skare. Og drage opmærksomhed til kunst -og kulturområdets betydning og vigtighed i samtiden og dagligdagen.

#VærkDinVerden

I hele 2018 skal jeg samtidig være med i et projekt der hedder #VærkDinVerden, udarbejdet af Råderum, hvor dette arkiv kan blive et nyttigt redskab, hvis du nysgerrigt vil lede efter definitioner på, hvad kunst kan i samfundet og dagligdagslivet eller bare i sig selv.

#VærkDinVerden vil starte en bred samtale om, hvordan kunst påvirker os.

Med udgangspunkt i 6 udsmykninger, 6 steder i Danmark, er 8 kunstnere inviteret til at lave kunst, der brander og italesætter kunst og involverer især unge til aktivt at deltage i samtale om og udviklingen af mere kunst, der forholder sig til de specifikke 6 steder, men samtidig overordnet arbejder for at give de unge en stemme i kunstformidlingen og lade dem med deres eget sprog være med til at tegne et billede af (den offentlige) kunsts betydning i dag.

I den sammenhæng er jeg inviteret til at deltage i udarbejdelsen af brand i samarbejde med Designbureauet  URGENT. Lave workshop flere af stederne og producere kunstværker til sammenhængen. Udover mit værk vil jeg gerne udbygge mit arbejde med dette værktøj, dette arkiv,

Kunst virker i virkeligheden arkivet, der samler tekst-citater omkring kunst og det kunst bruges til.

Og bruge det aktivt som et værktøj i mit workshop-arbejde.

DIT Bidrag til: Kunst virker i virkeligheden, uddybning:

Jeg inviterer dig til at finde dine 1-5 yndlings citater fra kunstnere eller teoretikere, der har formidlet hvad de synes kunst kan og gør.

Hvad kunst kan og gør (i vores samfund)?

Hvordan virker kunst? Hvad vi kan bruge kunsten til?

Vigtigheden af det kunstneriske felt i samfundet, hvordan formulerer du og andre sig om det?

Samtidig vil jeg godt have et citat fra dig selv som værende samtidskunstner eller (samtids)kunstteoretiker!

Måske har du lige siddet og lavet ansøgning til arbejdslegater, eller deltaget i et interview eller andet. Så måske har du allerede i dette år været omkring at skrive om kunst og hvad kunst kan og gør. Jeg håber meget du vil være med til at udbygge dette arkiv, som jeg tænker kommer til at rumme divergerende opfattelser af kunstens ”funktion”, virkning og nødvendighed alt efter hvilken slags kunstner du er.

Derfor er det vigtig at få mange stemmer i spil. Det bliver et on-going arkiv, som kunstnere og teoretikere og alle brugere af kunst, løbende kan udbygge og diskutere ud fra.

BRUGERE AF ARKIVET:

Samtidig kan brugere af arkivet, og de unge mennesker jeg skal involvere hen over året, legende søge på specifikke ord i arkivet og således i et søgefelt søge efter tekster/citater indeholdende fx ordet; HÅB eller UNYTTIG eller andet – søge mellem alle de ord der kommer fra jer!

Andet sted på sitet kan brugerne samtidig bygge og konstruere deres egen tekst om kunst og det kunst kan og gør. Nogle ord fra jeres citater udklippes af avisoverskrifter og samtidig krydrer jeg sitet med billeder af forskellige objekter, som kan være med i legen. Således så sætnings-konstruktionen og den kreative proces minder om en slags byggeklodser og brugeren bliver en ord-DJ, når der samples og konstrueres med.

Alle kan være med i samtalen om hvad kunst kan (med også helt almindelige ord.)

Send gerne videre til en anden kunstner der arbejder professionelt med området.

(ikke nødvendigvis billedkunster, gerne hele det kunstneriske felt) og eller en teoretiker du kender!

 

deadline: 15 marts  2018

Skriv e-mail til:  tanjanellemannpoulsen@gmail.com

Format og sprog:

1-5 citater fra yndlings teoretikere eller kunstnere

  1. citat fra dig selv

Ca. 3-15 linjer

DANSK / oversæt til dansk!

 

ANDEN INFO:

Tlf: +45-31364676 og www.tanjanellemann.dk

Gode hilsner
og På forhånd TAK!
Billedkunstner, Tanja Nellemann Kruse

 

eksempler på citater:

”Det svære i livet er at forholde sig til frygt og smerte, det er meget nemmere at forholde sig til lykke. Mine kunstværker handler om at gøre sig fri fra frygten for at nå til lykken.”
Marina Abramovic

”Fordi hvad er det kunsten kan? Det er virkelighed. Den tager fusen på dig hver gang. Du kan ikke regne den ud, du kan ikke engang indstille dine antenner på den, fordi der er du ikke. Men du kan udsætte dig for den. Og der er det at kunsten fuldstændig og aldeles kan tage fusen på dig. Ikke som en stor oplevelse måske, men som en meget, meget inderlig oplevelse af at komme hjem. Og det er der, jeg siger, at kunsten er det virkeligste vi har, bortset fra virkeligheden”
 Peter Bastian

”Kunstens opgave er at pege på den virkelighed, vi burde beskæftige os med. Den form for fri kunst handler ikke om at finde det skønne og det pæne, men det sande. Og det sande er ikke altid kønt.”
Bjørn Nørgaard