‘Det er, som om, vejen hen til lærredet er blevet kortere’

13.09.18 | Billedkunstneren

Maler Anne Sofie Meldgaard valgte for ni år siden valgte at flytte fra København til Bornholm med sin familie. For hende har flytningen ikke kun været et forsøg på at få mere ro. Den har også været et forsøg på at generobre, hvad det vil sige at være kunstner. 

Af Julie Elmhøj 

en nedlagt stationsbygning i Østermarie på Bornholm cirka 20 kilometer fra Rønne bor maleren Anne Sofie Meldgaard sammen med sine to børn. Hun har atelier i stueetagen i det store gule hus, der er omkranset af en parklignende have, hvor de høje, gamle træer kan fortælle om dengang huset som en del af Gudhjembanen fragtede folk og gods rundt på Bornholm og bandt øen sammen. Men sådan har Anne Sofie Meldgaard ikke altid boet. Indtil for ni år siden boede hun i en lejlighed på Amager sammen med sin mand og deres to små børn. Hu mødte sin mand, da de begge gik på kunstakademiet i København og deres to små børn. Anne Sofie Meldgaard er som medlem af Billedkunstnernes Forbund en sjælden race i Østermarie, der ligger i den østlige del af Bornholm. Hun er nemlig én af de ni medlemmer af BKF, der bor i Bornholms Regionskommune. Sammenholdt med kommunens indbyggertal på cirka 39.000 er Bornholms Regionskommune en af de kommuner i Danmark, der er tyndest befolket med kunstnere, der også er medlem af Billedkunstnernes Forbund. 

Det viser en beregning af, hvordan Billedkunstnernes Forbunds godt 1500 medlemmer fordeler sig på landets 98 kommuner, som Billedkunstneren har sammenholdt med indbyggertallene i de pågældende kommuner. Kunstnerne, der er medlem af BKF, er i høj grad et byfænomen og alene i Københavns kommune bor omkring 44 procent af alle forbundets medlemmer.

Untitled, Anne Sofie Meldgaard

Anne Sofie Meldgaard kalder sin beslutning om at flytte fra København til Bornholm et forsøg på at manifestere sine grundværdier. Både som kunstner og som menneske. 

“Bornholm har været en billet til at organisere mit liv på en ny måde. Jeg har atelier i vores hus, og har derfor mulighed for at være i nærheden af mine børn på en anden måde end i København, hvor jeg havde atelier ude i byen. Samtidig har flytningen også været en generobring af, hvad det vil sige for mig at være kunstner”, fortæller Anne Sofie Meldgaard, der kun havde besøgt Bornholm en gang, inden hun sammen med sin mand, der sidste sommer blev til eksmand, tog beslutningen om at flytte til øen. 

Hun fortæller, at hun i København oplevede, at der fandtes nogle bestemte forestillinger om, hvordan man er kunstner, som hun havde brug for at frigøre sig fra. 

“På akademiet herskede der konsensus om, at vi som kunstnere ikke må provomere os selv. Ord som marketing og salg var fyord, og det var, som om, man helst bare skulle vente på, at galleristen på den hvide hest kom og hjalp én ud af det hårde kunstnerliv. På Bornholm har jeg været nødt til at gøre tingene på min egen måde. Jeg er for tiden ikke repræsenteret af et galleri og er derfor nødt til selv at finde ud af, hvordan jeg sælger mine værker,” siger Anne Sofie Meldgaard. 

Optursfølelse at gøre det selv
Derfor har Anne Sofie Meldgaard blandet andet holdt åbent atelier, hvor man har mulighed for at komme og besøge hende atelier og høre hende fortælle om sine malerier. 

“Folk vil gerne have en historie om de værker, de køber, og det får de, når de får lov til at kommer her i mit atelier,” siger Anne Sofie Meldgaard. Hun kalder det en ‘opturfølelse’ at finde ud af, hun kan selv. At hun nødvendigvis ikke behøver at være afhængig af en gallerist for at tjene penge på sin kunst.  

Samtidig understreger hun, at hendes valg om at flytte fra København ikke skal lyde som en kritik af hovedstaden: 

“Jeg elsker stadig at komme til byen og mødes med mine venner og kolleger, se udstillinger, gå ud og spise og alt det, man kan i København. Jeg drømte om at bo et sted, hvor jeg ikke skulle forholde mig til så mange ting,” siger Anne Sofie Meldgaard. 

Foto: Jesper Westley

Og netop ønsket om større økonomisk frihed var også en afgørende faktor, da Anne Sofie Meldgaard og hendes eksmand traf beslutningen om at flytte til Bornholm. En arv, der ikke rakte langt på det københavnske boligmarked, gjorde det muligt for dem at købe et hus på Bornholm. Derfor var det heller ikke svært at tage springet fra København, fordi behovet for byen ikke længere var så present som tidligere.

“Vi fandt ud af, efter vi fik børn, at vi ikke længere havde brug for seks forskellige take away-steder, hvor vi kunne købe aftensmad. Vi havde ikke tid til at gå til udstillinger og ferniseringer i det omfang, vi havde tidligere, og efterhånden føltes byen som noget, der begrænsede os fra at få arbejdsro,” siger Anne Sofie Meldgaard, der med egne ord søgte efter et mere enkelt liv, end hun synes var muligt i København.

“Jeg savnede at have mere arbejdsro. Og det kan man så spørge sig selv om, hvad det betyder? Er det mere konkret tid? Er det mental tid? For mig handlede det nok mest af alt om, at jeg gerne ville bo et sted, hvor jeg ikke hele tiden følte, at jeg skulle forholde mig til unødvendige ting samtidig med at være tvunget til  tjene en masse penge” siger Anne Sofie Meldgaard. 

“Efter akademiet skulle jeg finde ud af, hvordan man får et liv som kunstner til at hænge sammen. Det er ikke alle, der tager afgang fra akademiet, der bliver hypet og kommer i stald hos de mest inflydelsesrige gallerier med det samme. Jeg havde en følelse af, jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville,” siger Anne Sofie Meldgaard.

“Mange spurgte, hvordan vi bare kunne hive stikket ud. Men jeg har aldrig tænkt, at der kun findes én stikkontakt. Jeg har en grundlæggende opfattelse af, at tingene sker, der hvor man selv er. Man må tage ansvar for at være med til at skabe det selv,” siger Anne Sofie Meldgaard. 

Afkald giver overskud
Hun oplever, at hendes overskud og lyst til at skabe er blevet større, efter at hun er kommet tættere på naturen og længere væk fra bymiljøet“Jeg lever med de konskvenser, der følger med, når man ikke har byens pulserende væld af muligheder til rådighed hele tiden. Jeg kan ikke se de nyeste udstillinger hele tiden. Jeg kan ikke på samme måde tage et smut forbi en af mine gamle venner. Til gengæld er det som om, der er blevet kortere hen til lærredet. Jeg har givet afkald på noget for at få overskud til noget andet.”

Hendes malerier bevæger sig i tre spor. Det ene spor er stilleben, såkaldte blomster i krukker. Det andet afbilder hverdagsgenstande, en blomst, en tromme, en pølsemad, et stykke regnbueis på en tallerken. Og det tredje afbilder kvinden i forskellige situationer og er ledsaget af titler som ‘Goddess of Affection’ og ‘Goddess of Permisson’. 

Værk: Habitat. Foto: Anne Sofie Meldgaard

Hendes værker bliver til i huset i modsætning til i København, hvor hun til hverdag tog frem og tilbage til sit atelier, som hun delte med kunstnerne Julie Nord ,Peter Land, Jeanette Schou Land  og Jens Thegler– til i huset. Hun understreger, at det at være mor, menneske og kunstner for hende smelter sammen. 

“ For mig kan tingene ikke adskilles. Mit arbejde med kunsten og mit familieliv er to ting, som jeg elsker, og som jeg lever med hver eneste dag. Derfor er det vigtigt for mig at tale om begge dele, når jeg skal forklare, hvorfor jeg har indrettet mig, som jeg har,” siger hun. 

 Hun forklarer videre, at en af de ting, der har undret hende, er, at hun med det samme til trods for, at hun stort set intet vidste om Bornholm, inden hun flyttede hertil, har følt sig hjemme fra første færd. 

“Jeg har tænkt en del over, hvordan det kan være, at jeg har følt mig hjemme fra begyndelsen her. Det hænger nok sammen med, at jeg har fået så meget tid som muligt til at beskæftige mig med det, som for mig giver mening, nemlig mit arbejde med kunsten” siger hun. 

– Kan du forestille dig at flytte tilbage til København? 

Lige nu fungerer Bornholm for mig. Men jeg ved også, at alting forandrer sig, og det er en af de gode ting ved livet. Jeg havde ikke regnet med, at man kan have det så godt, inden jeg flyttede hertil.. Bornholm er fantastisk. Jeg har det som om, at jeg står med en stor krukke, der bliver ved med at være fuld af alt det bedste.

– Men er der slet ikke noget dårligt ved at bo i udkanten som kunstner? 

“Jeg tror ikke, livskvalitet hænger sammen med byliv kontra livet på landet. Min plænetraktor er lige gået i stykker. Heldigvis har min nabo lovet at slå min plæne. Når den slags sker, så springer den indre legesyge abe frem og spørger, om jeg ikke burde flytte i noget mindre. Men der vil altid være en vis mængde af ting,man skal håndtere, ligegyldig hvor man er. Det gælder om at skabe tid til det, der er vigtigt og som giver mening for én selv. Og for mig er det at skabe og vise min kunst.”