Bliv en del af Reffen – Københavns nye iværksætterintiativ

12.03.18 | Opslagstavle

Målet med projektet på Refshaleøen er – med inspiration fra street food markeder og iværksætter-hubs i hele verden blandet med erfaringer fra PapirØen – at lave et større og vildere sted med langt flere muligheder for kreative iværksættere og madentreprenører, end det var muligt på PapirØen.

Det nye lejemål, der gælder for minimum 10 år, dækker over et inde- og udendørsområde, der er cirka tre gange så stort som hallerne på PapirØen. Her ønsker initiativtagerne at skabe et byrum, et fællesskab og en legeplads med innovative projekter, pop-ups, kreative værksteder, liberale erhverv, gastronomi og kultur af enhver art.

Håbet er dermed at skabe et nyt sted i København, der med et bæredygtigt afsæt bliver en smeltedigel af fantastiske oplevelser, der tiltrækker og inspirerer både lokale og turister – et sted der kan ses, smages, høres og mærkes både lokalt og internationalt.

En bydel blomstrer op
Reffen har et samlet areal på 10.000m2 herunder 5000m2 fællesareal, som er opdelt i forskellige områder, der hver har forskellige “indbyggere”, nogle har været iværksættere i mange år, mens andre er helt grønne up-coming iværksættere. Området bliver inddelt i forskellige zoner, der alle sammen vil huse kreative ildsjæle, der får deres forretningsidé til at accelerere. Alle er velkomne til ansøge om at blive en del af fællesskabet ved at leje en af 70-80 kreative stader og madboder – og det er uanset, om du er professionel kok, up-coming designer, ung studerende, alle er velkomne til at søge.

Ligeledes inviteres kulturelle foreninger og kulturproducenter til at lave events, og studerende til at afprøve innovative idéer og projekter på området.

Kom nemt fra idé til forretning
For at missionen, om at skabe flere selvstændige iværksættere, skal lykkes, har initiativtagerne skabt nogle rammer, der gør det nemt at starte egen forretning eller værksted på Reffen.

  • Ingen husleje den første måned, ingen forudbetalt depositum eller husleje.
  • Som lejer får du stillet én stadeplads på cirka 9-14 kvadratmeter til rådighed. Stadepladsen levers med tilslutning af el, råvand, internetforbindelse og kasseapparat. Nogle stadepladser har endvidere rør til ventilation og tilslutning til kloak. Ved overtagelse har man 14 dage til at bygge og etablere sin bod, før man åbner.
  • Lejen er omsætningsbestemt – det giver en økonomisk elasticitet for iværksætteren.
  • Der er sørget for infrastrukturen; betalingssystemer, kloak, strøm og vand, spiseområder med siddepladser, renovation og rengøring på fællesarealer.
  • Der er sørget for markedsføring og events.

Dogmer
For at komme i betragtning som lejer af en stadeplads, skal man kunne se sig selv i følgende dogmer:

#Reduce

  • Vi bruger komposterbart service
  • Vi gør, hvad vi kan for at reducere madspild
  • Vi bruger økologi, hvor det er muligt
  • Vi bruger friland og lokale råvarer, hvor det er muligt

#Reuse

  • Vi sorterer affald, så det kan genbruges
  • Vi bygger så vidt muligt af genbrugsmaterialer
  • Vi genbruger så vidt muligt materialer, service mv.
  • Vi samarbejder med aktører, der kan genbruge vores affald

 

Vi søger fire typer af stadeholdere

Reffen skal være et 10.000m2 område i København, hvor gæsten får forskellige gastronomiske og kreative oplevelser lige fra hjemmelavet mad, amatørkunst og etablerede anerkendte kunstnere til enkel og folkelig street food, meget andet. Vi søger forskellige profiler til at skabe de gastronomiske oplevelser serveret fra madboderne og de mobile køkkener. Til de kreative værksteder søger vi kunst- og designtalenter, håndværkere, kulturproducenter og iværksættere der arbejder med cirkulær økonomi.

Send din ansøgning hurtigst muligt, vi holder løbende samtaler, og planen er, at REFFEN åbner til maj.

Læs mere på http://reffen.dk/